Det haster. Vi skal reducere klimabelastningen fra vores
madforbrug og fremme grønnere madvaner. Men forandringerne sker ikke af sig
selv. Smag, vaner og manglende erfaringer med at tilberede grønne retter er nogle af de største barrierer for en omstilling af vores madkultur.
I Knivskarp undersøger eleverne, hvordan tilberedning og
tilsmagning kan fremhæve bestemte smage i plantebaserede retter og bidrage til at skabe gode smagsoplevelser. Igennem forløbet formulerer eleverne en række råd, fx hvordan man kan lave en lækker salat-bowl, og hvordan man frembringer smag af umami i grøntsager.
Knivskarp er et forløb til madkundskab i 5. og 6. klasse. Du vil modtage et LIFE Kit med elevhæfter, et lærerhæfte, udvalgte madvarer og plakater. Undervisningsplatformen bruges udelukkende til lærervejledning og digitale versioner af lærerhæftet, som du kan bruge til din forberedelse.
Hvad sker der med smagen, når kikærter ristes i soja og krydderier?
Centrale faglige pointer
I Knivskarp arbejder eleverne med følgende faglige pointer:
Grønne madvalg handler om at spise på en måde, der hjælper planeten.
Nogle madvarer belaster naturen og klimaet mere end andre.
Jo mere kød vi erstatter med grøntsager, jo mere bæredygtige og klimavenlige bliver vores madvalg.
Der findes mange måder at arbejde med smagsoplevelsen af grøntsager på – fx kan man frembringe smag af umami i plantebaserede retter.
Tilberedning og tilsmagning spiller en vigtig rolle i at fremhæve ønskede smage og give gode smagsoplevelser med plantebaserede retter.
Fagord
Eleverne arbejder med følgende fagord i forløbet:
Klima
Grønne madvalg
Grundsmage
Tekstur
Umami
Smag
Smagsoplevelse
Forløbets mål
Nedenfor kan du se en grafisk oversigt over, hvilke Fælles Mål forløbets overordnede læringsmål relaterer sig til.
Alle undervisningsforløb fra LIFE tager udgangspunkt i FN's Verdensmål. I Knivskarp arbejdes der med:
FN's Verdensmål 12: "Ansvarligt forbrug og produktion: Sikre bæredygtigt forbrug og bæredygtige produktionsformer"
FN's Verdensmål 13: "Klimaindsats: Handle hurtigt for at bekæmpe klimaforandringer og deres konsekvenser".
Eleverne tilbereder og tilsmager forskellige grøntsager.
Din forberedelse
Generelt om forberedelse
Forløbet varer otte lektioner fordelt på fire uger.
Det forudsættes, at forløbet gennemføres i et madkundskabslokale, hvor der er køkkenredskaber til rådighed.
Du skal danne grupper forud for undervisningen og tildele eleverne forskellige roller. Vær opmærksom på, at der maksimalt kan være seks grupper i alt, da LIFE Kit indeholder materialer til seks sæt, fx seks sæt med skilte.
Materialer i LIFE Kit
Du vil modtage et LIFE Kit, der indeholder materialer og langtidsholdbare madvarer, som skal bruges i forløbet. De materialer, der ikke er i LIFE Kittet, er følgende:
Friske madvarer, fx grøntsager (se afsnit om indkøb)
Køkkenredskaber og bagepapir
Skriveredskaber
Salt og peber
Du kan se en detaljeret liste over alt indhold i LIFE Kit via linket nedenfor.
Du skal sørge for at købe friske madvarer ind til hver undervisningsgang. Friske madvarer følger ikke med i LIFE Kit. Du finder indkøbslisten nedenfor.
For at sikre, at alle skoler har lige adgang til Knivskarp, giver LIFE Fonden et tilskud, der dækker de forventede udgifter i henhold til indkøbslisten. Efter endt booking sender vi en e-mail med instrukser om, hvordan du modtager tilskuddet. Vær opmærksom på, at tilskuddet udbetales til skolen og ikke til dig som underviser.
Vær særlig opmærksom på, at flere af de oplistede grøntsager og frugter til fjerde undervisningsgang blot skal betragtes som forslag. Orienter dig i lærerhæftet til fjerde undervisningsgang samt i den tilhørende plakat, og beslut dig for, hvilke grøntsager du vil stille til rådighed for din klasse. Det er en god ide at tænke i sæson og bruge eventuelle overskydende grøntsager, som I har til rådighed i madkundskabslokalet.
I LIFE Kit finder du 28 elevhæfter, som eleverne skal bruge igennem hele forløbet. Elevhæftet indeholder opgaver, refleksionsspørgsmål og opskrifter, der understøtter deres undersøgende arbejde i køkkenet. Du finder en digital udgave af elevhæftet her: Elevhæfte. Hvis madkundskabslokalet har en digital tavle, kan du vise elevhæftet på tavlen.
I LIFE Kit finder du også et lærerhæfte med vejledning til de enkelte sider af elevhæftet. Lærerhæftet støtter din planlægning, gennemførelse og evaluering af undervisningen. Du finder en digital udgave af lærerhæftet her:
Når I er færdige med forløbet, skal du deltage i en brugerundersøgelse. Det tager ca. 5 min. at svare på spørgsmålene. Du skal benytte dig af linket her: Brugerundersøgelse.
Hvis I ikke gennemfører hele forløbet, skal du stadig udfylde spørgeskemaet. Din mening er vigtig for os, så vi kan forbedre vores undervisningsforløb.
Hvad sker der med smagen, hvis man kommer soltørrede tomater i røsti?
Sikkerhed og håndtering
Sikkerhed og håndtering
Hvis du har elever med fødevareallergi, er det vigtigt at tjekke ingredienslisten på madvarerne i LIFE Kit samt på de madvarer, du selv indkøber. På færdigpakkede fødevarer vil de 14 mest almindelige allergener fremgå.
Didaktiske overvejelser
Undersøgende arbejde
I Knivskarp arbejder eleverne undersøgende med madlavning. Hensigten er at styrke deres faglige forståelse og få dem til at reflektere over deres egne madvalg.
Hver af de fire undervisningsgange tager udgangspunkt i et undersøgelsesspørgsmål. Spørgsmålene skal vække elevernes nysgerrighed og lægger op til, at eleverne undrer sig, taler sammen, prøver ting af og reflekterer i stedet for blot at følge en opskrift.
Hensigten med den undersøgende tilgang er at hjælpe eleverne med at tænke i sammenhænge mellem valg af råvarer, tilberedning, smag og bæredygtighed - og samtidig gøre dem mere bevidste om de valg, de træffer i køkkenet.
Dialog om smag
I Knivskarp spiller dialog om smag en central rolle i arbejdet med maddannelse. Eleverne skal smage på maden og sætte ord på smagsoplevelsen både under og efter tilberedning. Fx skal de smage på ingredienser til retten tostadas og identificere, hvilke grundsmage og teksturer ingredienserne hver især bidrager med, inden de smager den færdige ret.
Den løbende dialog om smag skal hjælpe eleverne med at opleve, hvordan smagsnuancer udvikler sig under tilberedning og tilsmagning. Dette skal bidrage til, at eleverne bliver mere bevidste, når de tilbereder mad og træffer madvalg. Fx skal de overveje, om kødet (eller dele af kødet) på en pizza kan erstattes af tilsmagte grøntsager.
Hensigten med den løbende dialog er ikke at fortælle eleverne, hvad de bør spise, men derimod at styrke deres evne til at træffe bevidste valg både i skolen og derhjemme. På den måde understøtter undervisningen en bredere maddannelse, hvor eleverne ikke kun lærer om mad, men også om værdier, der knytter sig til madvalg – fx bæredygtighed og klima.
Eleverne tildeles roller som rød, gul og blå køkkenninja, når de arbejder med opskrifterne.
Deltagelsesmuligheder
Eleverne skal arbejde i tremandsgrupper. Hver elev får tildelt en rolle, der er illustreret med en rød, gul eller blå køkkenninja i elevhæftet. Rollefordelingen skal være med til at fremme lige deltagelsesmuligheder for alle elever.
Hvis der er behov for at danne grupper med fire eller fem elever, indeholder lærerhæftet forslag til, hvilke roller der med fordel kan deles, så den inkluderende struktur bevares.
Elevforudsætninger
Det kan styrke elevernes dialog om smag, hvis de forud for forløbet har arbejdet lidt med sensorik og stiftet et indledende bekendtskab med de fem grundsmage.
Differentiering
I lærerhæftet finder du forslag til differentiering af undervisningen. Se afsnittet "Differentiering" i lærerguides nederst på siderne.
I afsnittet "Teori ved køkkenbordet" kan du få hjælp til at bringe faglige refleksioner ind i det praktiske arbejde. Her får du inspiration til spørgsmål, du kan stille direkte i madlavningsprocessen, Spørgsmålene åbner for, at alle elever kan deltage meningsfuldt uanset deres faglige niveau eller deres erfaringer med madlavning.
På tværs af alle fire undervisningsgange kan det være relavant at stille spørgsmål som:
Hvordan kan retten blive endnu mere grøn?
Hvordan kan retten sammentænkes med et helt grønt måltid?
Hvad skal der til, for at retten ville blive spist, fx derhjemme?
Læs mere om forløbet
LIFE's samarbejdspartnere
Knivskarp er udviklet i tæt samarbejde med madkundskabslærere og forskere med ekspertise inden for gastronomi og madkundskabsfaget.
Madkundskabslærerstuderende og -undervisere fra UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole (læreruddannelsen i Odense) har også bidraget med værdifulde inputs og feedback - især med hensyn til styrkelsen af forløbets undersøgelsesbaserede aktiviteter.
Litteratur til forløbet
Her ser du en liste over litteratur, der er anvendt i forløbet: