En medarbejder fra Læger uden Grænser undersøger en pige, der blev bidt af en slange, imens hun sov, da hun var tre år gammel. © Læger uden Grænser
Modgift
Modgift består af antistoffer, som virker ved at neutralisere toksinerne fra slangens gift. Antistofferne produceres traditionelt ved hjælp af produktionsdyr, typisk heste, som injiceres med slangegift og danner antistoffer over tid. Den mest effektive modgiftsbehandling fås ved at anvende en modgift, som er specifik for den enkelte slanges gift (monovalent modgift).
Det er også muligt at anvende polyvalente modgifte, det vil sige modgifte, der virker mod flere forskellige slangers gift. Polyvalente modgifte produceres ved at sprøjte en blanding af de forskellige slangegifte ind i produktionsdyret, så der produceres antistoffer mod alle slangegiftene på en gang. Fordelen ved polyvalente modgifte er, at sundhedspersonalet kan behandle patienten, selvom de ikke ved, hvilken slange der har bidt. Men en stor del af antistofferne i modgiften har ikke nogen virkning på den gift, der behandles for. Dette reducerer modgiftens effekt. Derudover øger polyvalente slangegifte risikoen for allergiske reaktioner markant, fordi der er langt flere forskellige antistoffer i modgiften, der kan udløse en allergisk reaktion.
Du kan læse mere om, hvordan man traditionelt producerer modgift, på videnskab.dk.
Bemærk, at eleverne først arbejder med modgift i modul 3, hvor de bl.a. selv skal undersøge udfordringerne ved de traditionelle produktionsmetoder. Det anbefales derfor, at du ikke afslører disse pointer inden.