Eleverne arbejder særlig med undersøgelseskompetencen og perspektiveringskompetencen i Enzymjagten.
Undersøgelseskompetencen
Igennem hele forløbet arbejder eleverne med eksperimentet som en naturfaglig undersøgelsesmetode. De udfører eksperimenter med fokus på at følge en vejledning, opstille en hypotese og foretage en systematisk dataindsamling. Derudover skal eleverne designe deres eget eksperiment med fokus på hypotesedannelse og fremgangsmåde.
Forløbet har indtænkt en progression i frihedsgraderne i elevernes undersøgende arbejde. I starten af forløbet arbejder eleverne med lukkede eksperimenter, hvor de følger en detaljeret vejledning. Herefter skal eleverne selv designe et eksperiment med flere frihedsgrader.
Perspektiveringskompetencen
Eleverne undersøger indledningsvist enzymer ud fra deres eget perspektiv – nemlig enzymer i deres egne kroppe. Dernæst udvides perspektivet til, at eleverne arbejder med enzymproducerende svampe i naturen. Til sidst kobles de enzymproducerende svampe til produktion i industrien. På den måde starter eleverne med at arbejde med enzymer i deres eget nærmiljø og slutter med enzymers fordele i et globalt, industrielt og bæredygtigt perspektiv.